Mit barn har tisseuheld om natten
Dit barn er ikke den eneste
Urininkontinens om natten ses også blandt børn og unge over 11 år. Vores tal viser, at cirka 5 % af de 11-12 årige og 1-2 % af de 15-årige har problemet. Dit barn er altså ikke det eneste, og det er vigtigt at være bevidst om det og få den rette hjælp.
Vi ved nemlig, at problemet fylder rigtig meget hos børn og unge i den aldersgruppe, og man føler sig enormt ensom med problematikken.
Inkontinens er forbundet med megen skam, og selvværdet er ofte lavt hos den gruppe af børn og unge. Det kan opleves som et betydeligt socialt problem. Nogle børn og unge er så generet af problemet, at de isolerer sig og nødigt deltager i fx overnatning hos kammerater eller ture med sportsklubben.
Støt dit barn
Det er vigtigt, at dit barn ikke føler sig forkert. Inkontinens er tabubelagt og for barnet ofte forbundet med megen skyld og skam. Dit barn har brug for din støtte, så snak med dit barn og forklar, at I sammen kan finde årsagen og få løst problemet. Det kræver en indsats, men der er en vej til at blive tør.
Urininkontinens om natten kan have forskellige årsager
- Forhøjet urinproduktion. Normalt nedsættes urinproduktionen om natten. Mængden af urin bliver blandt andet reguleret af et såkaldt antidiuretisk hormon. Nogle børn og unge producerer ikke nok af hormonet om natten og har derfor en stor urinproduktion, når de sover. Men der kan også være andre årsager til høj natlig urinproduktion.
- Lille blærekapacitet. Nogle børn og unge har en blære, hvor rummeevnen er mindre end forventet for alderen. Derfor kan den ikke rumme den mængde urin, der laves om natten.
- Manglende evne til at vågne, når blæren er fuld. Uanset om man har en forhøjet urinproduktion om natten eller en lille blærekapacitet, får man kun uheld om natten, hvis man ikke vågner og reagerer på vandladningstrang.
Bliv klogere på, hvorfor dit barn har tisseuheld om natten
For at finde årsagen til dit barns urininkontinens er det en god idé at udfylde et væske- og vandladningsskema. Skemaet giver overblik over drikke- og vandladningsmønster og giver et billede af, om årsagen til sengevædningen er en lille blærekapacitet eller høj urinproduktion om natten. Behandlingen afhænger af årsagen, og derfor er den væsentlig at finde.
Gode råd
Gør hverdagen nemmere
Du kan opleve tilbagefald
Du kan opleve, at dit barn, som ellers er blevet tørt, får tilbagefald og igen har uheld. Står du i den situation, er det vigtigt, at du handler på det og igen får etableret de gode, regelmæssige drikke- og toiletvaner. Hvis uheldene fortsætter i en længere periode, skal I reagere på det og søge råd ved sundhedsplejerske eller praktiserende læge.
Hvad kan du forvente af andre omkring barnet?
Hvordan kan skolen, fritidstilbud og andre voksne omkring barnet og den unge - fx bedsteforældre eller kammeraters forældre - støtte dit barn? Hvilke sundhedsprofessionelle kan du kontakte, og hvordan kan de hjælpe?