Mit barn har uheld med afføring
Dit barn skal have hjælp
Nogle børn har svært ved at holde på afføringen. Det kaldes afføringsinkontinens - også selvom, der blot er en lille mængde ufrivillig afføring i bukserne
Afføringsinkontinens er hyppigere hos børn på 5-6 år end hos børn på 11-12 år, men problemet findes også hos børn ældre end 12 år – særligt drenge.
Det kan virke, som om barnet er ligeglad med inkontinensproblemet, men tværtimod: Alle børn vil gerne være rene. Det er vigtigt at tage fat i problemstillingen nu, da vi ved, at inkontinens kan være et stort socialt problem for barnet. Barnet skal derfor hjælpes, så det ikke allerede nu begynder at isolere sig fra sine kammerater.
Inkontinens har ofte en fysisk årsag
Den almindelig opfattelse af afføringsinkontinens er, at barnet enten har nogle psykiske problemer, eller er for dovent eller optaget af en leg eller et spil til at gå på toilettet og derfor har afføring i bukserne. Det er ikke korrekt. Oftest er der en fysisk grund til barnets afføringsinkontinens, og den er vigtig at få afklaret, så dit barn kan få den rette hjælp.
Undgå, at dit barn føler skyld og skam over problemet
Det er vigtigt, at du ikke italesætter barnets inkontinensudfordringer som noget, barnet er skyld i. Flyt fokus fra barnet og italesæt i stedet, at det er tarmen, der driller, og ikke barnet, der er dovent og må tage sig sammen. På den måde undgår du, at barnet føler skyld og skam.Årsager til afføringsinkontinens
Forstoppelse er skyld i 95 % af alle tilfælde af afføringsinkontinens. Der kan være flere årsager til, at barnet er forstoppet, og ofte er det en kombination af flere forhold, der er på spil, fx den mad, familien indtager, barnets fysiske aktivitetsniveau eller en lang transporttid af maden igennem tarmen. Den typiske årsag til forstoppelse er dog, at barnet holder på sin afføring. Hvis man har forstoppelse og holder igen, bygger afføringen sig op i den nederste del af tarmen. Det kan godt være, at tarmen giver signal om, at der er pressetrang, men hvis barnet hele tiden holder igen, så undertrykkes signalet, så det til sidst slet ikke høres.
Ofte kommer det til at betyde, at afføringsuheldene sker, når barnet endelig slapper af – på vej hjem fra skole, eller når barnet er kommet hjem og laver afslappende aktiviteter.
Kun 5 % af tilfældene med inkontinens har en anden årsag end forstoppelse, og der vil udrensning af tarmen ikke hjælpe. For de børn vil behandlingen typisk bestå i, at de skal lære at sidde på toilettet og tømme sig ordentligt på faste tidspunkter. Børn med ADHD eller autisme har hyppigere denne form for inkontinens.
Få styr på forstoppelsen
Inden du taler med, eller mens du venter på at kunne få en aftale med, barnets sundhedsplejerske eller praktiserende læge om dit barns afføringsproblemer, kan det være en god idé selv at undersøge, om dit barn kan være forstoppet. Er dit barn forstoppet, kan det have behov for hjælp til at komme af med den afføring, som står i tarmen, samt til at forebygge, at ny forstoppelse opstår.
Læs mere om forstoppelse
Du kan opleve tilbagefald
Du kan opleve, at barnet, som ellers er blevet renligt, får tilbagefald og igen har uheld. Står du i den situation, er det vigtigt, at du handler på det og igen får etableret de gode regelmæssige toiletvaner.
Når det med renlighed er ekstra svært
Har du et barn, der på en eller flere måder har særlige udfordringer i hverdagen, ved vi, at det også kan være ekstra svært at opnå renlighed. Det kan skyldes mange forskellige ting, fx at barnet ikke er motiveret for at samarbejde om opgaven, at barnet ikke forstår opgaven, eller at barnet ikke kan mærke sig selv. Renlighedsprocessen er den samme, men vejen til målet er ofte længere, og det kan kræve mere tålmodighed af dig og måske skal opgaven gribes an på en anden måde, hvis du har et barn med særlige udfordringer. Vi har derfor samlet nogle gode råd til dig, hvor renlighedsprocessen kræver lidt ekstra.
Hvad kan du forvente af andre omkring barnet?
Hvordan kan skole, institution og andre voksne omkring barnet - fx bedsteforældre eller kammeraters forældre - støtte dit barn? Hvilke sundhedsprofessionelle kan du kontakte, og hvordan kan de hjælpe?