Mit barn har tisseuheld om dagen
Dit barn er ikke den eneste
Urininkontinens om dagen ses også blandt børn og unge over 11 år. Vores nyeste tal viser, at cirka 3-4 % af alle 15-årige har problemet. Dit barn er altså ikke det eneste, og det er vigtigt, at I taler sammen om det.
Vi ved nemlig, at problemet fylder rigtig meget hos børn og unge i den aldersgruppe, og de føler sig enormt ensomme med problematikken.
Inkontinens er forbundet med megen skam, og selvværdet er oftest lavt hos den gruppe af børn og unge. Det kan opleves som et betydeligt socialt problem. Nogle børn og unge er så generet af problemet, at de isolerer sig og undgår samvær med kammerater og nødigt deltager i fx sportsaktiviteter.
Inkontinens kan afhjælpes
Oftest skyldes tisseuheld om dagen enten:
- problemer med blæren og lukkemusklen og samarbejdet mellem de to
- problemer med at mærke signaler fra blæren og lukkemusklen og med at nå at reagere på dem, inden man har vandladning.
Det er altså oftest funktionen af og samarbejdet mellem blæren og lukkemusklen, som er problemet, og derfor kalder man det funktionel inkontinens. Der er kun yderst sjældent psykiske årsager til urininkontinens.
Støt dit barn
Det er vigtigt, at dit barn ikke føler sig forkert. Dit barn har brug for din støtte, så snak med dit barn og forklar, at I sammen kan finde årsagen og få løst problemet. Det kræver en indsats, men det er en hjælp på vejen til at blive tør.
Forstoppelse og urininkontinens
Kan dit barn være forstoppet? Hvis ja, er det vigtigt at få styr på forstoppelsen først, da det kan være en årsag til, at man tisser i bukserne om dagen.
Urininkontinens om dagen kan have forskellige årsager
Hvis der ikke er problemer med forstoppelse, kan inkontinensen have en anden årsag. Det kan være:
- En overaktiv blære. En overaktiv blære er kendetegnet ved 2 ting. For det for første kan blæren ofte kun rumme en lille mængde urin i forhold til det forventede for barnets alder. For det andet skal det være her og nu, når barnet skal tisse. Det betyder, at barnet ofte ikke når på toilettet. Det kan også ske, at barnet oplever at have uheld, uden det overhovedet har nået at mærke tissetrang. Det skyldes, at mange børn med en overaktiv blære ikke opfatter signalerne fra blæren.
- Dårligt koordineret vandladning. Det kendetegnes ved, at barnet ikke slapper ordentligt af i sin lukkemuskel, samtidig med at blæremusklen presser tisset ud. Det betyder, at barnet nogle gange får problemer med at tømme blæren helt, og det kan også føre til urininkontinens.
- Udsættelse af vandladning. Nogle børn og unge udsætter bevidst vandladningen. når de mærker trang, og ender med at komme til at holde sig for længe og har uheld på en fuld blære. Børn og unge, der udsætter deres vandladning for længe, vil ofte tisse få gange dagligt med stor volumen – modsat børn og unge med overaktiv blære, der tisser hyppigt i små mængder. Et væske- og vandladningsskema kan hjælpe med at adskille de to typer.
- Fniseinkontinens (giggle inkontinens). Fniseinkontinens er tisseuheld, som udelukkende kommer i forbindelse med, at man griner. Baggrunden for fniseinkontinens er, at hjernen har svært ved at være opmærksom på at holde lukkemusklen lukket, når man griner. Der er ikke noget fysisk galt med selve lukkemusklen. Ved fniseinkontinens er det en god idé med gode vandladningsvaner, men der kan blive behov for fysioterapi og medicinsk behandling.
- Blærebetændelse. Blærebetændelse kan også gøre det vanskeligt at styre blæren. Tilstanden medfører en overaktivitet i blæren, og derudover kan barnet på grund af infektionen have smerter og vanskeligt ved at tisse og derfor komme til at holde sig for længe.
- Medfødte misdannelser. Medfødte misdannelser af blæren eller af nerverne, der forsyner blæren, er meget sjældne og er normalt ikke årsagen til inkontinens hos ellers raske børn og unge.
Bliv klogere på, hvorfor dit barn har tisseuheld om dagen
For at finde årsagen til urininkontinensen er det en god idé at udfylde et væske- og vandladningsskema. Det giver et overblik over dit barns drikke- og vandladningsmønster, samt hvordan I kan arbejde med at afhjælpe problemet.
Få overblik over, hvor meget dit barn drikker og tisser
Gode råd
Gør hverdagen nemmere
Du kan opleve tilbagefald
Du kan opleve, at dit barn, som ellers er blevet tørt, får tilbagefald og igen har uheld. Står du i den situation, er det vigtigt, at du handler på det og igen får etableret de gode, regelmæssige drikke- og toiletvaner. Hvis uheldene fortsætter i en længere periode, skal I reagere på det og søge råd ved sundhedsplejersken eller jeres praktiserende læge.
Hvad kan du forvente af andre omkring barnet?
Hvordan kan skolen, fritidstilbud og andre voksne omkring barnet og den unge - fx bedsteforældre eller kammeraters forældre - støtte dit barn? Hvilke sundhedsprofessionelle kan du kontakte, og hvordan kan de hjælpe?